Fra Vicus til Civitas

PhD-projekt. Fra Vicus til Civitas – Ribe som model for urbaniteten i Sydskandinavien 700-1050. Overinspektør Morten Søvsø.

Hvad kan Ribe fortælle om byernes historie i Danmark?
Var de første byer et resultat af overordnet planlægning og beslutninger imellem datidens magthavere, eller var den egentlige motor for udviklingen de svært regulérbare markedskræfter
Hvordan så de første byer ud? Hvem befolkede dem, hvor mange boede i byerne, og hvilke aktiviteter fandt sted?
Hvordan forandrede byerne sig igennem tiden? I hvilket forhold var forandringerne et resultat af dispositioner fra magthavere, for eksempel møntvæsen eller anlæggelsen af en befæstning, en konsekvens af overordnede politiske forandringer for eksempel delingen af frankerriget efter Verduntraktaten i 843, eller storskala-forandringer i vare-flowet gennem handelsnetværkerne som åbningen af handelsvejene til kalifatet over de russiske floder?
Kan makroklimatiske forhold også have spillet en rolle?

Denne række af store spørgsmål står centralt i byforskningen og vil blive behandlet i afhandlingen med  Ribe som det primære case study.

Afhandlingens emne er de tidligste byer i Sydskandinavien, deres opståen og udvikling i tiden frem mod etableringen af den klassiske middelalderby.
De første skandinaviske byer kom ikke ud af ingenting, men var knopskydninger på et ekspanderende nordeuropæisk handelsnetværk, hvis knudepunkter, emporierne, bogstavelig talt groede frem på ruinerne af den romerske bycivilisation i løbet af det 7. årh.
I områder hvor elementer af den romerske bykultur overlevede, blandt andet de sydlige Rhinegne, ses en udpræget kontinuitet mellem de romerske byer og emporierne, mens der i andre regioner ses ingen eller kun svage forbindelser mellem den gamle og den nye tids byer.
Dette sidste forhold kendetegner Rhinmundingen og Nordsøens sydlige kystegne. I Skandinavien, som ikke tidligere havde byer, markerer emporiernes tilkomst også introduktionen af byfænomenet som sådan.
Selve afhandlingen vil søge at besvare tre overordnede spørgsmål:

1. Hvorfor og hvordan opstod Ribe?
En første forudsætning for at kunne besvare dette spørgsmål må være et kendskab til det samfund, som Ribe opstod i omkring år 700.
Netop den yngre germanske jernalder har traditionelt udgjort et arkæologisk tomrum mellem et righoldigt ældre materiale omfattende både grave, bebyggelse, våbenofringer med mere, som strækker sig i tid frem til 6. årh. og derefter vikingetidens ligeledes rige arkæologiske materiale suppleret af udenlandsk kildemateriale, runesten med mere.
De senere års eksplosion i brugen af metaldetektor har dog radikalt forøget fundmængderne herunder også fundene fra yngre germansk jernalder.
Særligt i kombination med det i dag også tilgængelige ældre kortmateriale i form af matrikelkort med mere, er der åbnet op for retrogressive bebyggelsesstudier, som i kombination med palæoklimatiske undersøgelser og den såkaldte kirkeliste i håndskriftet Ribe Oldemoder danner baggrund for en topografisk analyse af samfund og bebyggelse i Vestjylland igennem det første årtusinde efter Kristi fødsel.

2. Hvordan udviklede Ribe sig i perioden 700-1050 – både i topografisk og økonomisk forstand?
Det ældste Ribe kendes kun fra udgravninger, og de har alle dage været besværliggjort af, at der også i dag står en by oven på lagene fra tidligere tider.
På domkirkesiden er domkirken selv den ældste overlevende struktur, som ubrudt går tilbage til grundlæggelsen i 9. årh., mens det omgivende gadenet udlagdes i 11. årh. og stort set har overlevet uændret til i dag til trods for, at byen i den mellemliggende tid voksede op til 5 m i højden i kraft af aflejringen af tykke kulturlag i området.
Sekvensen af kulturlag er generelt velbevaret og giver fremragende muligheder for at udrede bydelens historie gennem udgravninger af lagserien, men til gengæld er alle spor efter vikingetidens landskabsoverflade skjult under de tykke lag, og viden om dette landskabs udseende har måttet opnås gennem udgravninger.

På nordsiden af åen, hvor det ældste Ribe lå, er der ingen overlevende strukturer, og området har generelt haft karaktér af forstad siden middelalderen og været udnyttet på vidt forskellig måde.
Dele har været intensivt dyrket med fuldstændig ødelæggelse af den underliggende stratigrafi til følge, mens andre dele blev forseglet under kulturlag allerede i middelalderen og således har været særdeles godt beskyttet mod ødelæggelse.
Nærheden til byen er på godt og ondt altså det forhold, som betyder, at Det ældste Ribes bevaringsgrad er stærkt varierende i stor kontrast til de forhold som kendetegner de fleste øvrige vikingetidsbyer i Skandinavien.
Udredningen af de taphonomiske forhold er af grundlæggende betydning for at kunne vurdere de arkæologiske kilders udsagn.

Det samlede fortidsminde Ribe er således både uhyre komplekst og uhyre rigt på informationer, som har givet byens arkæologer mulighed for at komme meget tæt på byens udvikling og dens indbyggere.

Den seneste opsamling af det arkæologiske materiale blev publiceret i 2006, men siden er mange nye oplysninger kommet til.
I forbindelse med dette arbejde er hele materialet fra Ribe blevet gennemgået og analyseret og danner baggrund for afhandlingens mest omfattende afsnit, 5. Ribe 700-1050, hvor byens udvikling fra 700-årenes Uferparallelle Einstrassenanlage til 900-årenes D-shaped enclosure til 1000-årenes Civitas analyseres frem på baggrund af de arkæologiske undersøgelser.

På baggrund af det arkæologiske materiale fra Ribe, er det muligt dokumentere en ubrudt byudvikling fra omkring år 700 og fremefter.
Byen forandres radikalt i flere omgange, en kirke grundlagdes allerede i 9. årh. og giver en indtil videre unik mulighed for at iagttage, hvordan byen reagerede på tilstedeværelsen af en kirke. Som det vil fremgå, fortsatte byen uanfægtet med at ligge, hvor den hele tiden havde ligget, til ind i 1000-årene og blev blandt andet befæstet på et tidspunkt, hvor kirken allerede længe havde ligget på den anden side åen. Først omkring 1050 flytter byen over til kirken og fulgte dermed den Civitas-model, som kendetegner den klassiske middelalderby.

3. Kan modellen for Ribes udvikling appliceres på andre tidlige byer i Sydskandinavien?
I afhandlingens afsluttende del, Ribe og urbaniseringen i Sydskandinavien 700-1050, bredes blikket ud til de øvrige tidlige byer i Sydskandinavien. Overordnet skelnes mellem to by-koncepter; emporie-modellen og Civitas-modellen.

Emporierne udgjorde de overordnede knudepunkter i de maritime handelsnetværk og kom tidligt under kongelig kontrol. På købmændenes sejlruter var der en mængde mindre stoppesteder, anløbspladser, af forskellig størrelse og karaktér, hvoraf de større også kunne være handelspladser, antagelig styret af lokale kræfter.
De udgør én grundstamme til det, som senere blev til den klassiske middelalderby og repræsenteres af byerne Ribe, Reric/Hedeby/Slesvig, Aahus, Kaupang og Aarhus.

Centralpladserne fra jernalderen udgør en anden grundstamme til en senere gruppe byer, hvis rolle var at fungere som missionscentre for kirken og administrationscentre for kongen.
De opstod efter trosskiftet omkring år 1000 og samles i afhandlingen under begrebet Civitas-modellen, et kristent bykoncept, som også i 11. årh. kom til at omkalfatre de ældre emporier. Centralpladserne synes i nogle tilfælde at gå helt tilbage til ældre jernalder, og fælles for dem er, at de ligger centralt placeret i forhold til landtrafikken, synes at være hjemsted for en stormandsslægt og scene for sakrale og politiske centerfunktioner bygget op omkring ofringer og gæstebud, altså en adfærd rodfæstet i den førkristne religion.
De varierer markant i størrelse og antagelig også betydning. Gudme, Tissø, Lejre, Uppåkra og Sorte Muld udgør de største kendte danske lokaliteter. I afhandlingen foreslås byer som Viborg, Odense, Roskilde og Lund at repræsentere denne model.

 

Morten Søvsø
  1. Leder af Arkæologienheden
  2. Cand.mag. Middelalderark.
  3. 51 68 41 08
  4. mosvs@sydvestjyskemuseer.dk