Antropologi

Delprojekt under 1000 års mennesker

Antropologi (biologisk antropologi) beskæftiger sig med de spor den enkeltes liv, økonomien, samfundets strukturer og dynamik sætter på kroppen, herunder skelettet.
Skeletterne bliver således den ultimative kilde til enkeltmenneskers liv og dermed kollektivt til hele samfundets liv.
Det er groft sagt muligt at lyve over for sine medmennesker, sig selv og endda sine guder, men det er ikke muligt at lyve over for sin egen krop.
Den reagerer på livet, som det er og var, og ikke på om man af personlige eller sociokulturelle årsager ønsker, at det skal ses.

Ligesom arkæometrien benytter antropologien sig af målinger og standardiserede observationer til at beskrive de liv, der ligger forud for de analyserede skeletter.
De antropologiske analyser tager udgangspunkt i de samme periodenedslag, som der er gjort rede for i afsnittet om arkæometri.

Det er velkendt, at der gennem de sidste 10.000 år i det europæisk-mellemøstlige område er sket betydelige ændringer af dødelighedsmønstrene. Disse forandringer er først og fremmest blevet studeret gennem analyser af dødeligheden hos børn og unge mellem 2 og 18 år.
Der er en sammenhæng mellem den relative andel af sene og tidlige før-voksne dødsfald og forholdet mellem mænds og kvinders dødelighed i kvindernes reproduktive aldersinterval.
Denne sammenhæng er drevet af behovet for en langvarig omsorg for børn, der alligevel ikke nåede at blive voksne og dermed indgå i samfundets økonomisk bærende aldersklasser.

Mens hovedhjørnestenen for arkæometridelen af dette projekt bygger på analyser af velkarakteriserede skeletter fra arkæologisk sluttede kontekster, så vil antropologidelen i høj grad benytte samtlige skeletter og skeletdele, der er fremkommet ved udgravningerne i Ribe, som grundlag for de biologiske, epidemiologiske og demografiske analyser.

Kombinationen af sporstofanalyserne i den arkæometriske del af projektet med morfologiske analyser vil gøre det muligt at karakterisere migrationen omkring Ribe på en hidtil uset måde.
Moderne og historiske undersøgelser har vist, at vandringer ikke foregår tilfældigt. Mange følger velkendte ruter, og historisk set har de fleste faktisk fundet hjem igen.
Det betyder, at der kan komme en interessant sammenhæng mellem de vandringer, arkæometrien afslører, og dem som antropologien viser, så det samlede projekt vil kunne beskrive de befolkningsmæssige relationer i forbindelse med fremvæksten af den første kristne by i Danmark.

På samme tid vil ernæringsforholdene kunne belyses ved at sammenholde f.eks. tandslidsmønstre med isotop- og sporstofforhold, der indicerer trofisk niveau.
Midt i den anden historiske nedslagsperiode, 1236-1536, oplevede Danmark den største befolkningsnedgang i historisk tid. Den var formentlig affødt af forværrede dyrkningsforhold på grund af den i det 14. århundrede begyndende ’lille istid’, accentueret af den sorte død midt i århundredet og cementeret af massive landsbynedlæggelser og strukturændringer i landbruget 1300-tallets sidste halvdel.
Dette turbulente århundrede må have sat sig spor såvel i vandringernes struktur og omfang og i kostens sammensætning.